bog forsideindholdsfortegnelseintroduktionkonklusionwebord


Introduktion, metode og problemformulering

Bestilling af bogen

Klik på bogen for at gå til Handelshøjskolens Forlag og bestille bogen



Forord

Internettet får meget opmærksomhed i medierne i dag. Ustandseligt bliver mennesker konfronteret med uforståelige ord som e-mail, URL, homepage, site og meget andet. Internettet har vundet indpas i medierne, både i de trykte medier, i radioen og i fjernsynet. Internettet vokser eksplosivt med op til flere hundrede procent, ifølge nogle udregninger. Det samme gør antallet af brugere. Antallet af brugere vurderes af nogle til at ligge på 50.6 millioner .

Mange mennesker taler om de store muligheder, som ligger i fremtiden for dem, der kan benytte Nettet og World Wide Web. Om og om igen hører man om de enorme økonomiske muligheder, som ligger der ude og venter. Pressen er fyldt med udsagn om en ny form for klasseopdeling i samfundet. En ny form for analfabetisme. Det handler om de mennesker, der mestrer det nye medie, som Internettet er, og de folk, som falder agter ud netop fordi de ikke er i stand til at benytte mediet.

Der findes et utal af bøger og publikationer, som forsøger, at fortælle folk hvordan de kan tjene en hel bunke penge på Nettet. Der bliver ligeledes talt meget om, at dette nye medie kommer til, at true de mere etablerede medier.

I det hele taget har den aktuelle situation en vis lighed med den guldfeber, som rasede i USA. En lille del fandt guld og blev rige, mens dem der tjente de store penge, var de folk, som solgte værktøj, proviant og jord til de mange guldgravere.

De folk, som er blevet rige på Nettet på nuværende tidspunkt er software producenter og dem, som tjener penge på, at fortælle andre om hvordan lige netop de kan tjene penge på Nettet.



Opgavens mål

Som det fremgår af den ovenstående bliver der talt og skrevet meget om Nettet og World Wide Web. Alle virker enige om, at Nettet er i en rivende udvikling, men alle er ikke enige om hvor det er på vej hen. Jeg ønsker i denne opgave, at give målgruppen en indsigt i hvor langt dette medie er kommet i sin udvikling.

Målgruppen for denne opgave er danske virksomhedsledere, der som udgangspunkt vurderes ikke, at have noget stort kendskab til Internettet. Jeg ønsker, at give disse virksomhedsledere et indblik i markedets nuværende status og ligeledes fremtidige udviklingsmuligheder. Dette bliver gjort ved, at give en grundig introduktion til det jeg vil definere som værende lead-user markedet, nemlig det nordamerikanske kontinent. Med udgangspunkt i dette marked vil jeg derefter drage paralleller til det nationale marked og derved opstille fremtidsudviklingsmulighederne for markedet. Da opgaven henvender sig bredt til danske virksomhedsledere, uden begrænsninger i forhold til disse virksomhedernes aktuelle eller fremtidige handelsmarkeder, kommer beskrivelsen af markedssegmenterne ligeledes til, at indeholde vurderinger af mere generelle geografiske udviklingsområder. Disse beskrivelser kan være nyttige i forhold til vurderingerne af fremtidsperspektiver.

Mit mål med denne opgave er først, at give læseren et bedre indblik i mediet World Wide Web. Efterfølgende vil en nærmere analyse af lead-user markedet give mulighed for en vurdering af udviklingsmulighederne for det danske marked. Dette bringer mig til det første spørgsmål i min problemformulering:

Med udgangspunkt i lead-user markedet - USA, hvilken status og udviklingsmuligheder er der for det danske marked?

Dette spørgsmål skal give læseren/ målgruppen et overblik over markedets aktuelle status ved hjîlp af en undersøgelse af det danske marked, suppleret med paralleller til det nordamerikanske marked, for at give et indblik i det nationale markeds udviklingsperspektiver.

Dernæst har jeg har valgt, at interessere mig for mediets opbygning og hvorledes det adskiller sig fra andre medier. Dette bringer mig til det næste spørgsmål i min problemformulering:

Hvorledes adskiller World Wide Web sig fra traditionelle medier?

Dette spørgsmål kræver, at læseren bliver sat ind i mediets opbygning. Ligeledes kræver det en introduktion til andre medier for, at kunne foretage en sammenligning og dermed givet et bud på hvorledes det adskiller sig fra andre medier.

Ligeledes indebærer dette afsnit en beskrivelse af hvilke forskelle, der er mellem markedsføring på WWW og de traditionelle medier, hvor er WWW's styrke og svagheder. Hvilken kommunikationsbredde har de forskellige medier. Er det mest massekommunikation eller en til mange kommunikationssituationer uden nogen egentlig feed back mulighed. Er det mere en dialogbaseret kommunikation etc.

Disse forskelle mellem Web mediet og de traditionelle medier resulterer i nogle nye problem stillinger for de virksomheder, der vælger, at gøre brug af dette nye medie. Det fører til mig til det tredje spørgsmål i min problemformulering:

Hvorledes kan en virksomhed gøre effektiv brug af dette medie?

Dette sidste spørgsmål vil resultere i , at jeg opstiller nogle anbefalinger, der er omsættelige for virksomheder. Disse muligheder skulle ved implementering give virksomheder mulighed for, at drage fordele af, at benytte dette medie enten i supplement til traditionelle medier eller ved målrettet udnyttelse af mediet .

Denne problemformulering ligger først og fremmest op til en nærmere præsentation af Internettet og World Wide Web. Det vil sige, en gennemgang af hvordan dette Internet er opstået og hvordan det hænger sammen med WWW. Herunder vil det være nødvendigt kort, at forklare en del af de mest almindelig udtryk og terminologier, der bliver benyttet omkring Internettet.

Efterfølgende vil det være nødvendigt, at give en introduktion til selve WWW. Hvorledes er dette medie opbygget, hvad er det for nogle kræfter, der påvirker dette medie, hvad er det for nogle værktøjer brugerne benytter for, at udnytte dette medie. Disse kapitler (kapitel 1&2) vil udgøre del 1 af rapporten. Læsere med kendskab til Nettet og WWW kan springe disse to indledende kapitler over.

Efter at have givet en introduktion af mediets opbygning, er det nødvendigt nærmere at beskrive, hvordan mediet fungerer. Det indebærer, at give et indblik i hvem der gøre brug af dette medie, hvor mange brugere er der, hvad er rentabiliteten for dette medie. Efterfølgende bliver denne undersøgelse af lead-user markedet holdt op mod det nationale marked. Alt dette vil blive behandlet i del 2 af opgaven.

For at kunne give et bud på forskellene mellem dette medie og andre traditionelle medier, er det nødvendigt, at kigge på hvilke kommunikationsaspekter, der er i dette medie i forhold til andre medier. Der er her tale om, at beskrive de kommunikationsprocesser, der gør sig gældende for dette medie og hvorledes det adskiller sig fra andre medier. Disse forskelle bliver behandlet i del 3 af opgaven.

Ved denne analyse af Web mediets forskellighed i forhold til de mere traditionelle medier, er det på sin plads, at give en vurdering af hvorledes disse forskelle kan benyttes til en virksomheds fordel. Det bringer rapporten til afsnittet om fem begrundelser for, at en virksomhed bør gå på WWW. Denne sidste del svarer til del 4 af opgaven.

Opgavens konklusioner besvarer de forskellige spørgsmål fra problemformuleringen i det sidste kapitel nemlig i konklusionen



Definition og afgrænsning

Igennem opgaven vil der fremkomme mange World Wide Web specifikke ord, som den almindelige læser vil have meget lidt kendskab til. Disse ord er relevante at benytte til beskrivelsen og behandlingen af WWW. Skulle læseren støde på uforståelige ord eller ord, der ikke er forklaret i teksten, findes der en ordliste i de sidste sider af opgaven, der giver en kort ordforklaring af de mest relevante ord.

De fleste er klar over, at Internettet består af forskellige muligheder, således findes der både on-line tjenester, chat groups, e-mail, Intranet, World Wide Web etc. Denne opgave vil udelukkende beskæftige sig med World Wide Web delen. Det bør dertil tilføjes, at jeg har valgt, at definere e-mail som værende en integreret del af World Wide Web, da denne mulighed er integreret i det stykke software, der benyttes til at få adgang til WWW, nemlig Web-browseren.

World Wide Web kan benyttes virksomheder imellem og kan ligeledes benyttes mellem forbrugere og virksomheder. Der vil blive set bort fra det aspekt, der omhandler WWW virksomheder imellem, og udelukkende blive fokuseret på sidst nævnte dvs. forbruger / virksomhed relationer. I forlængelse af dette har jeg ligeledes valgt, at se bort fra Intranet aspektet, da det ikke involverer forbrugerne, men er beregnet udelukkende på den enkelte virksomhed.

Jeg har valgt, at stille WWW op imod de medier som jeg finder, har det største sammenlignings grundlag. Jeg har derfor valgt, at ligge størst vægt på de trykte medier - aviser, magasiner, ugeblade og fjernsynsmediet. Radiomediet finder jeg ikke, har så stort et sammenlignings grundlag som de ovenfor nævnte og jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på det. Det bør dog nævnes, at radio kan være en del af WWW, da man kan høre udvalgte radioudsendelser via sin computer f. eks. På Internet News Radio .

Jeg har ligeledes valgt, at se bort fra den før så betydningsfulde netikette. Dens indflydelse gjorde sig gældende, da Nettet var domineret af akademikere, edb nørder og forskere. Efterhånden som Nettet og især WWW er blevet hvermandseje, bliver dens indflydelse midre og mindre. Netiketten og fænomenet spaming vil dog blive omtalt kort i introduktionsafsnittet om Internettets oprindelse.

Dette emne er et spændende, men ligeledes et meget dynamisk emne. Mediet er inde i en eksplosiv vækstfase og der sker konstant ændringer, der bliver hele tiden lanceret nye produkter og lavet nye tiltag, der ændrer mediebilledet. Disse massive ændringer påvirker naturligvis rapportens indhold, og kan nemt resultere i, at nogle af undersøgelserne eller forudsigelserne ikke er helt så relevante i den endelige version af rapporten. Så vidt muligt er de nyeste undersøgelser og tal blevet benyttet til opgaven, men det har ikke været muligt vedvarende, at ændre afsnit og indhold. Selvom flere afsnit er blevet revideret med nye tal indtil flere gange, kan der godt forekomme gamle tal, set i WWW sammenhæng. Men for at kunne afslutte rapporten har det været nødvendigt, at stoppe indsamlingen af nye undersøgelser i slutningen af maj 1997.

Igennem opgaven vil USA blive benyttet som referencemarked, da det er her WWW har den største mængde brugere. Dette kan ligeledes retfærdiggøres ud fra den betragtning, at USA er det det land, der præsenterer flest innovationer til markedet, rent produktmæssigt. Ligeledes er de to førende firmaer med hensyn til Web-browsere placeret i USA. Kort sagt kan USA betegnes som lead-user markedet, hvad angår World Wide Web. En yderligere relevant begrundelse for at benytte USA som referencemarked er, at der findes langt flere undersøgelser omkring dette marked, end der gør for noget andet. Beskrivelsen af det danske marked vil derfor ligeledes blive sammenlignet med det amerikanske marked, for netop at kunne benytte et relevant sammenligningsgrundlag.



Metode og teori

Opgaven er næsten udelukkende struktureret omkring tekster og artikler fra Internettet. Dette giver rapporten en høj aktualitetsværdi, da de fleste kilder ikke er mere end et år gamle, nogle kilder helt ned til et par måneder gamle.

Artikler hentet fra Internettet kan dog præsentere en stor ulempe i og med, at det ikke er muligt på samme måde som ved de trykte medier, at undersøge kildens troværdighed. Alle og enhver kan stort set være nyhed- eller informationsudbyder på Internettet. Dette problem bliver yderligere forstærket af, at der ikke på nuværende tidspunkt bliver foretaget uafhængige oplagskontrol etc. på Nettet. Videre præsenterer brug af kilder fra Nettet det problem, at kilderne eller siderne ikke er permanente i samme udstrækning som almindelige trykte medier. Sider på Nettet kan ophøre med at eksistere, blive flyttet eller ikke længere være tilgængelige.

Jeg har derfor valgt, at bruge mange underbyggende kilder, hvilket ikke er problematisk med de store antal udbydere, der befinder sig på Nettet. Ligeledes har jeg været kritisk i mit kildevalg og helst kun benyttet mig af kilder som jeg havde anden kendskab til, enten via andre medier, via referencer fra andre kendte sites på Nettet eller på grund af sitets brand-name.

Foruden materialet indsamlet via Nettet, har jeg ligeledes gjort brug af materiale fra de trykte medier, dog mest fokuseret på danske aviser. Disse artikler har hovedsageligt været brugt i den indledende fase af opgavestruktureringen og har hovedsageligt været anvendt til, at opbygge baggrundsviden.

Da jeg har valgt, at gøre brug af det store antal kilder taget direkte fra Nettet, er henvisningerne blevet noget specielle. Opgaven skal på et senere tidspunkt gøres aktivt. Det vil sige, at de forskellige fodnoter skal være aktive links, de steder hvor det er muligt. Derfor har jeg besluttet, at have samtlige kilder som slutnoter efter hvert kapitel.

De forskellige artikler fra Nettet og fra dagspressen er ligeledes blevet suppleret gennem en række interviews med forskellige relevante personer indenfor WWW-feltet. Her er der tale om personer fra virksomheder, der beskæftiger sig med Internettet, så som reklamebureauer, Web bureauer og virksomheder, der producerer produkter til WWW.

Med hensyn til det teoretiske aspekt i opgaven har jeg været plaget af den store mangel på teori på dette område. Mediet er stadigt meget nyt og der er få teoretiske bearbejdninger af mediet til rådighed. Mediet er præget af mange beskrivende rapporter, der koncentrer sig om, at beskrive antallet af brugere, omsætning etc., men meget få rapporter, der behandler Internettet fra en mere teoretisk vinkel.

Jeg har dog gjort brug af Hoffman & Novaks arbejde til det kommunikationsmæssige afsnit, da jeg fandt deres arbejde på området relevant. Ligeledes har jeg valgt hovedsageligt, at gøre brug af Kotler i det mere markedsorienterede afsnit.



Tilbage til indeks side - Skriv til mig: Stefan Benzon

top knap


Copyright © 1998 Stefan Benzon